Det har været en meget lang dag. Det har været en god dag. Men også en lidt trist dag. Jeg er lige kommet hjem efter at have brugt nogle timer på Fyn. Min datter skulle nemlig starte på den efterskole, som hun har glædet sig til at komme på. Ja. Det er godt, at jeg ved, at hun har det godt på skolen på Fyn. Jeg har fået forsikring om, at hun naturligvis kommer hjem, hvis det bliver nødvendigt at lukke ned igen. Jeg har set, at hun har fået et dejligt værelse – sammen med en anden sød pige.
Men det er også lidt trist. For mig. Min pige er flyttet hjemmefra – og jeg er helt alene herhjemme igen. Som single forældre, har min datter været mit fokus. Det er så lige blevet hevet væk fra mig. Ej ikke sådan lige pludseligt. Jeg vidste jo godt, at hun gerne ville på efterskole i 10. klasse. Og det er hun så kommet nu.
Svært år
Efter 2 svære skoleår med corona, nedlukning og undervisning via internettet har hun virkeligt brug for at være i et miljø, hvor hun kan videreudvikle sine sociale egenskaber. Det har jo været meget svært for hende ikke at have en social kreds, hvor hun har kunnet udfolde sig – sammen med jævnaldrende. Jeg håber virkeligt, at hun får mulighed for at indhente noget af det, som hun har mistet i de sidste par år. Pandemien har jo ødelagt mange ting – især for mange unge. Drømme er bristet. De skal genoplives. Og ja, nogle unge mennesker har i dag store problemer med angst. Jeg har hørt om unge mennesker, der er direkte bange for at få berøring – både fysisk og mentalt med andre jævnaldrende, fordi covid-19 har ændret så mange ting i vores samfund. (I øvrigt er det ikke kun unge mennesker, der er bange – også ældre, voksne og helt små børn.)
I den sammenhæng er jeg glad for at kunne konstatere, at min datter ikke er så bange. Hun har mod på livet. Ligesom de fleste unge har. Og jeg håber virkeligt, at efterskolen, som hun nu bor på, kan bidrage til, at mange af hendes klassekammerater kommer sig over de problemer, de eventuelt har efter at have modtaget undervisning i isolation og via internettet. De har brug for at udfolde deres talenter. Ikke at sidde foran en computerskærm dag ud og dag ind. Og det er jo det fine ved efterskoler. Ikke kun har de særlige linjefag, som henvender sig til unge med interesse for dem. De har en tradition for at arbejde meget med det sociale. De fleste efterskoler forsøger at være rummelige og inkluderende, så alle, der kommer på dem, kan finde et sted og nogle mennesker, som de har det rart sammen med. Og det er en stor opgave. Især nu, hvor frygten for socialt samvær blandes med ønsket om at være sammen – socialt. Ja, jeg tager hatten af for efterskolerne. De gør et godt stykke arbejde. Jeg håber nu, at de vil vise sig stærke nok til at løfte den opgave, de har nu.
Teater på efterskolen
Et eller andet sted har jeg en skuespiller i maven. Jeg er helt sikker på det. Men jeg har ligesom altid holdt mig selv tilbage fra at vise, hvem jeg virkeligt er. Jeg har drømme om at stå på en scene. Jeg drømmer om at få flotte kostumer på. Jeg har en idé om, at jeg vil egne mig til at spille store karakterer. Jeg, tror jeg, vil se flot ud i kostumer fra 1920’erne – du ved sådan noget med stilfulde kjoler i guldlamé med frynser. Kort hår (paryk) og skarp makeup. Blodrøde læber. Sorte øjenbryn. Lange perlekæder. Kunne godt tænke mig at spille heltinden i et ligegyldigt teaterstykke.
Men som jeg sagde lige før, der er noget, der holder mig tilbage. Jeg er nemlig lidt bange for, at de andre vil grine af mig, hvis jeg melder mig ind i det lokale amatørteater. Jeg vil blive til grin i klassen. De vil spørge mig – spydigt – om, hvorfor jeg leger med gamle kvinder og mænd på +45. Det handler jo ikke om, at jeg vil lege med voksne mennesker. Jeg vil spille teater. Jeg vil være skuespiller.
Jeg har talt med mine forældre om det. De siger, at jeg ikke skal være bange for at melde mig ind i den lokale teatergruppe. De forstår godt, at jeg er lidt bange. Men de forstår ikke helt, hvad det vil sige at vide, at man bliver holdt udenfor fra det sociale i skolen, hvis man bryder lidt ud fra det, som alle andre gør. Og det vil jeg jo gøre, hvis jeg begynder at spille amatørteater. Er der noget galt med mig? Jeg synes det ikke.
Jeg har brugt en del tid på en facebookgruppe, hvor der er andre unge som mig, der gerne vil være skuespillere. De giver hinanden gode råd og tips til, hvordan de skal spille en eller anden rolle. De giver også tips til, hvordan man håndterer dårlige klassekammerater.
Men forleden var der så en pige, der fortalte om, at hun havde taget konsekvensen, og havde taget på en teater efterskole i et helt år.
Jeg skrev til hende, fordi jeg havde slet ikke tænkt på den mulighed. Og det er jo en mulighed, man kan benytte. Hun er godt nogle år ældre, end jeg er, men hun har været meget sød til at svare på alle mine spørgsmål. Hun har også skrevet til mig om, at mine forældre kan få økonomisk hjælp til, at jeg kan få et ophold på en teater efterskole. For mig lyder det bare som om, at det er den bedste løsning for mig lige nu: Jeg kan dyrke min interesse. Lære en masse om teater og skuespil. Være sammen med andre, der også gerne vil lave teater – uden at jeg skal blive holdt udenfor af klassekammeraterne. Og ja, hvis jeg kan få lov af mine forældre, så vil jeg gøre alt for at komme på sådan en efterskole til næste år. Jeg når det ikke i år. Men bare det at vide, at jeg kommer afsted næste år, giver mig styrke og mod.
Musik på efterskolen
Jeg sidder her på mit eget værelse og tænker. Helt alene. Min far er i Argentina. Igen. På forretningsrejse. Min mor har travlt med at arrangere et eller andet event for en velgørenhedsorganisation. Jeg har lovet at deltage i eventet – skal være den søde og kønne datter, der naturligvis har alle de rigtige meninger og forestillinger. Jeg har allerede fundet den kjole, jeg skal have på frem. Jeg har allerede fået lavet min mentale liste over de svar, jeg skal give til de vigtige og mindre vigtige mennesker. Jeg har ikke lyst til at spille teater til det event. Men det bliver jeg vist nødt til. Min mor elsker at lave dem. Og hun bliver altid rost for dem. Ok, for hende. Håber, hun er glad.
Selv vil jeg gerne danse. Jeg vil høre moderne musik. Ikke det der kønsløse pianomusik, som min mor altid får sat til de events, hun arrangerer. Hun har sådan en idé om, at det lyder eksklusivt. For mig lyder det kedeligt. Der er ikke nogen spænding. Der er ikke noget uventet. Det er åbenbart ikke meningen, at der skal være noget uventet ved den slags events. Jeg savner min far. Han er ofte væk. Måske fordi han har det lidt lige som mig. Han keder sig også, når alt er forudsigeligt. Han vil gerne overraskes. Og overraske. Egentlig fatter jeg ikke, hvorfor mine forældre stadig bor sammen. De elsker åbenbart hinanden. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne holde det ud at bo sammen med et menneske, om hvem jeg ved alt og ikke kan få overraskelser fra. Eller også er der noget imellem mine forældre, som jeg ikke ved. Fred være med det – og dem.
Jeg ville bare ønske, at min mor ville høre på mig, når jeg gerne vil tale med hende. Hun har ikke haft tid i denne uge. Der har været så meget med det her event. I forrige uge havde hun heller ikke tid. I næste uge får hun sikkert heller ikke tid. Der er et nyt event, som hun skal arrangere.
Men jeg vil gerne tale med hende om at komme på en musikefterskole. Jeg vil gerne væk hjemmefra og have lov til at dyrke min store interesse. Musik. Jeg elsker musik. Jeg elsker at danse til musik. Og jeg er god til at danse. Ikke helt så god til at spille på trommer, som jeg gerne ville være. Men det kan en musikefterskole måske lære mig. I hvert fald ved jeg, at jeg vil få det meget bedre, hvis jeg kommer væk fra denne her nydelige hverdag, vi lever, hvor min mor arrangerer events, min far er fraværende, og jeg er alene med alle mine tanker. Jeg vil gerne dele mine tanker med andre, der også kan lide at lave musik med overraskelser i. Med andre, der kan lide at danse. Om det så er tango eller vals, er ligegyldigt. Hjælp mig, kære klasselærer. Jeg har brug for at komme væk fra det her velordnede liv, som min mor har skabt for mig.
9. klasse på efterskole
Mit barn er så lykkeligt. Han skal starte på efterskole i 9. klasse her i august. Og han glæder sig utroligt meget. Han har ikke talt om andet i hele sommerferien. Det har næsten været en pestilens at høre på ham fable om, hvor mange venner han skal have, hvor aktiv, han skal være, og hvor glad han er. Jeg er ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at han får mange venner, vil være meget aktiv og nyde hvert eneste minut på efterskolen.
Han har selv fundet efterskolen, som han skal gå på. Det eneste, jeg har hjulpet ham med, er at finde økonomien og selve ansøgningen. Resten har han selv sørget for. Han er ret selvstændig. Han var alene derhenne for at besøge skolen for lige at se, om det virkeligt var den, han ville gå på. Han rejste alene derhen. Han talte med ældre elever på skolen. Talte med lærere. Fik svar på de fleste af sine spørgsmål. Og mange gode ønsker og håb om, at han ville komme tilbage. Det er en drama efterskole, som han skal gå på. Han har en drøm om at blive en berømt skuespiller. Og en drøm om at blive rig.
Hvem har ikke drømmen om at blive rig og berømt i den alder? Jeg havde den også. Jeg drømte om at blive en berømt rockstjerne. Jeg blev berømt – og berygtet? I det mindste i den by, hvor jeg voksede op. Min søns drømme er dog noget større, end mine var. Han drømmer om international berømmelse. Han drømmer om at komme ud og rejse med sin profession. På turne. Rundt om hele verden. På en eller anden måde er jeg lidt misundelig på ham. Han har muligheden for at prøve nogle af de ting af, som en berømt skuespiller eller musiker skal igennem. Han har muligheden for at bruge et år af sit liv på at finde ud af, om det virkeligt er livsdrømmen. Og er det virkeligt det, så får han et godt grundlag at arbejde videre med. Det er jeg ikke i tvivl om. Selv havde jeg ikke den mulighed. Eller også så sov jeg bare i timen og var ikke opmærksom på, at jeg havde muligheden for at komme på efterskole.
Men pyt med min gamle drøm. Det handler om mit barns drømme nu. Han skal have det bedste grundlag for at komme videre, hvis det er den vej, han skal. Han skal også have muligheden for at bakke væk fra sin drøm, hvis han finder ud af, at det alligevel ikke er den vej, han vil. Det vil være helt ok. Det vil ikke være for sent for ham at ændre kurs.
Det eneste, jeg ved, er bare, at han ikke skal vælge den kurs, som jeg endte med at tage: Han må bare ikke vælge at blive pilot. Det er et velanset job. Jo da. Men det involverer så meget træthed og bekymring, fordi man har ansvaret for flere hundrede menneskers liv i sine hænder dagligt. Det er ikke til at leve med. Så hellere et liv som fattig musiker eller skuespiller uden berømmelse.