Det er godt, jeg har dig, Bandit, ellers ville her jo være uudholdeligt stille, sagde jeg ud i luften, mens jeg luftede Bandit (min dejlige, sorte labrador) i klitterne ved Vesterhavet. Det forstod han selvfølgelig ikke noget af, men jeg fik det sagt, og det er nok det vigtigste.
I mine tanker opfatter jeg min øjeblikkelige situation som en form for dom. Jeg er blevet dømt til to uger i isolation, og det holdt endda hårdt, at jeg fik lov at tage Bandit med under min “afsoning”.
Det var nu ikke en domstol, men min læge i samarbejde med min kone, der afsagde dommen. Jeg har haft en periode med voldsomt arbejdspres, og på et tidspunkt begyndte det at påvirke mit helbred i form af dårlig nattesøvn og en udpræget irritabel opførsel overfor mine omgivelser. Min kone nærmest tvang mig til at konsultere vores læge, som ikke var længe om at stille diagnosen stress.
Lægen tog den alvorlige mine på og understregede, at det kunne få alvorlige konsekvenser for mig, hvis jeg ikke skred ind omgående med en stressbehandling, som jeg i nogen grad selv kunne vælge. Men han slog fast, at den i hvert fald skulle omfatte total afslapning.
Min kone var med ved konsultationen, og hun foreslog, at jeg skulle mure mig inde helt alene i vores sommerhus ved Vesterhavet. God ide, sagde lægen, og husk at tage nogle spændende bøger med.
Derfor går jeg nu her i klitterne midt om vinteren, men jeg kan mærke, at kuren hjælper.