Vi har fået lov at bringe et uddrag fra den efterhånden meget kendte og populære bog “Virkeligheden er klog” af Thomas Rosenstand (kan købes her). Thomas er en kendt debattør, søgemaskineekspert og livskunstner. Han ejer bl.a. firmaet Concept Interest Søgemaskineoptimering sammen med sin hustru.
Og nu til uddraget:
Når jeg spørger mennesker om, hvad deres hovedmål i livet er, får jeg tit svaret “At blive rig” og andre svar i samme boldgade. Og for mange står det som et endegyldigt mål gennem det meste af deres liv. Nogle når det, men de fleste af dem, der når det, bliver ikke et hak lykkeligere af den grund. Det faktum har givet grobund for den fejlantagelse, at “mange penge blot giver flere problemer”. Det er selvfølgelig noget forfærdeligt vrøvl, at flere penge giver flere problemer. Det kan kun mennesker, der ikke har penge, selv finde på at tro. Fuldstændig samme princip som det med at det kun er mænd, der kan finde på at sige, at der et “gørelsen og ikke størrelsen”- og mene det.
Hvorfor er det så, at rigdom alligevel ikke gav lykken til så mange?
Det er der en rigtig god forklaring på. Den er – helt enkelt – at hvis du alene har som mål at blive rig, men ikke har defineret målet med at blive rig, vil du aldrig føle dig i mål. Og ikke at nå sine mål er en sikker vej i det sorte hul rent mentalt.
Det er fint, at du gerne vil være rig, økonomisk uafhængig og hvad du nu ellers vil kalde det. Men hvad vil du bruge det til? Hvad er det, din rigdom skal give dig adgang til? Det er det mål, der er det rigtige at sætte. Og ja – det gælder altså for alle.
Vil du bruge din rigdom på kun at skulle arbejde en dag om ugen? Eller er dit mål at kunne sejle jorden rundt i en årrække for pengene? Eller noget helt andet? Det er der, du skal definere dine mål, og så skal du huske, at næsten alt andet undervejs dertil er midler og ikke mål.
Hvis du bare styrer efter flere penge, flere ansatte, flere kunder etc., vil du opleve, at du i virkeligheden er et æsel, der haster afsted efter en gulerod, der er spændt fast på en stang, der sidder på din ryg. Du vil aldrig nå den gulerod, og pludselig en dag er det tid at dø.
Til hvad, spørger jeg – til hvad?
Jeg har coachet rigtig mange ledere, iværksættere og kommende ditto gennem årene, og ikke én eneste af dem har haft en klar sondring mellem mål og midler. Et af de bedste eksempler på det, vil jeg fortælle dig om nu. Det er en gut, jeg har coachet i mange år helt tæt på, og det er mig selv.
Da jeg i sidste årtusind gik i kompagniskab med Charlotte om Concept Interest (en af mine virksomheder), satte jeg mig et mål om, at vi skulle blive et godt reklamebureau. Jeg havde ikke defineret et “hvorfor”. Det gik vi så i gang med at blive, og det indebar store ofre som for eksempel 80 timers arbejdsuger, ingen eller kun yderst begrænset ferie og stående frokost ved køkkenbordet. Hver gang vi havde arbejde nok til det, ansatte vi igen. Og igen. Bevares – vi endte også med at tjene penge – en pæn sjat endda.
Årene gik, og vi løb som vanvittige afsted efter guleroden, der løb lige så hurtigt foran os. Vi var blevet et godt reklamebureau – det skal siges. Men vi havde såmænd dårligt tid til at opdage det, for vi jagtede hele tiden mere. Jeg antager, at vi i høj grad gik efter at tjene endnu flere penge, men det var simpelthen så hektisk, at jeg ikke med sikkerhed kan sige i dag, om det var det, der drev os.
Vi var nået der til, hvor vi købte ny og dyr bil hvert andet år kontant, og hvor der var råd til de ting, vi gerne ville. Ikke at vi egentlig vidste, hvad vi ville. Jeg købte mig en motorcykel til 280.000 kr., og det var skønt at gøre og herligt at køre på den, men var det derfor, jeg arbejdede så meget?
En dag satte vi os ned og konstaterede, at vi havde nået målet (som jo skulle vise sig slet ikke at være et mål). Vi var et fantastisk godt reklamebureau, vi var fuldt booket mange måneder frem, gældfrie og med en dygtig pose penge i banken. Og det gik så op for os, at vi ikke havde et mål at styre efter. Vi kørte ikke med firmaet – det kørte med os. Charlotte spurgte mig ligeud: “Vi er i mål, men hvad skal vi bruge det til?”
Det satte en proces i gang, som vi ikke var særligt længe om at vedtage og udføre. Jeg skal nok fortælle dig om, hvad vi gjorde, hvorfor og hvordan. Men lad mig lige runde dette meget vigtige emne af først, ikke?
Dine mål må aldrig kun være “hvad”
Lov mig, at du straks gennemgår de mål, du har i livet, så du med absolut sikkerhed kan sige, at du til hvert og et af dem kan forklare “til hvad” i stedet for blot “hvad”.
Det er ikke nok, at du har som mål at få det job, du drømmer om – du skal pinedød kunne definere, TIL HVAD du skal bruge det. Lad være med at sige, at det er til at tjene flere penge, end du gør nu. Højere løn er et middel – ikke et mål. Altså: Til hvad skal du bruge det nye job, de flere penge?
Hvis du stræber efter “hvad” mål, vil du sikkert opleve, at du end ikke opdager, når du når dem, og at de ingen eller kun forbigående tilfredsstillelse giver dig. Og den slags placerer dig i den alt for store gruppe af mennesker, der dør uforløste og desværre også ulykkelige.
Helt firkantet sagt: Hvis du kun har “hvad” mål, har du i virkeligheden slet ikke rigtige mål. Du snyder dig selv. Og hvad mener jeg så med forskellen på “hvad” og “til hvad” mål?
Et “hvad” mål er at gå efter en lønforhøjelse – et “til hvad” mål er at at gå efter en lønforhøjelse til at betale din gæld hurtigere af, så du kan blive fri for gæld, hvilket er en fantastisk følelse.
Et “hvad” mål er at gå efter at øge firmaets overskud – et “til hvad” mål er at øge overskuddet, så du kan ansætte en assistent, der kan give dig mere frihed til at være sammen med din familie.
Du har sikkert billedet nu, ikke? Hvis du bruger den model altid, vil du opleve, at mange af de såkaldte mål, der ser pokkers attraktive ud, slet ikke er værd at gå efter. Og så kan du kanalisere dit fokus over på noget andet, der ER værd at gå efter i stedet.
Min vej fra “hvad” mål mod “til hvad”
Jeg lovede dig at fortælle lidt om, hvordan jeg og min hustru fandt vejen fra diffuse mål til den slags mål, der kan bruges til noget – altså frem mod “til hvad”mål, og for ikke at kede dig alt for meget, vil jeg gøre det relativt kort og i et ydmygt håb om, at du kan bruge noget af det til at definere dine egne ægte mål.
Gennem alle årene og reelt frem til foråret 2009 styrede vi efter en række mål, der blandt andre var: 1: At bygge et godt reklamebureau, 2: At tjene flere penge og 3: At sikre vores fremtid. Man kan med en vis ret sige, at de tre mål hang sammen, fordi et godt reklamebureau tjener penge – og penge er en sikring af fremtiden. Men læg mærke til en vigtig ting i disse tre mål: Ingen af dem indeholdt nogen form for livskvalitet og/eller beskrivelse af, hvad vi ville med vores liv.
Årene gik med, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde uhyrlige arbejdsmængder. Dels arbejdede vi helt forkert i de første år (det fortæller jeg dig om i et andet kapitel, så det går vi let henover her), og dels var der jo ikke reelle mål i de mål, vi havde. Det var jo midler til at opnå et eller andet, som vi i vores mangel på visdom havde overset at definere.
Der er mange mennesker, der er i den situation, vi var i – navigerende med et søkort uden det afgørende X – der, hvor skibet bringes i sikker havn. Nogle gange skal der dramatiske hændelser til for at ændre på situationen, og andre gange er det knapt så dramatiske tildragelser, der sætter skub i udviklingen. For os var det noget så urgammelt som mennesket trang til at forplante sig, der satte os på rette spor. Og nej – det var ikke os, der skulle forplante os. Det var vores medarbejdere.
Vi havde primært piger ansat, fordi de bare var de bedste designere. Og da vi i vores uendelige visdom havde ansat en række piger i den fødedygtige alder, der alle var i parforhold og uden børn, havde vi jo selv lagt op til det, der måtte komme. De blev gravide – én efter én. Enhver ejer af en mindre virksomhed ved, hvor forfærdeligt det er. Og tag nu ikke fejl af mig her – jeg synes skam det er fantastisk dejligt, at folk får børn. Men i en ret lille virksomhed som vores, der udelukkende beskæftiger specialiseret arbejdskraft med personlige og nære kunderelationer, er det ekstremt ressourcekrævende, når den ene nøglemedarbejder efter den anden bliver drægtig.
I Danmark er der barselsregler og muligheder uden sidestykke i verden, og det er sikkert skønt for pigerne. Men for en lille virksomhed betyder det altså op til 18 måneder uden den vigtige medarbejder, store økonomiske tab grundet den manglende ekspertise, fuld løn under barsel og meget mere. Og når så den efterhånden alt andet end nybagte moder vender tilbage til jobbet efter over et år, kan virksomhedsejeren så se frem til en lang række af barnets første og anden sygedag, hvor deadlines pludselig skrider etc. Reglerne er sådan, og det må man respektere, men jeg savner en sober og offentlig debat om, hvorvidt vi i Danmark tjener alles bedste ved at have så ekstreme forhold. Det er en anden snak, så den tager vi ikke her.
Da vores tredje pige i streg meldte sig gravid, begyndte vi at sætte spørgsmålstegn ved vores mål, og det var en god ting. Vi indså, at de mål, vi havde haft, kun var midler, og at vores mål i virkeligheden handlede om frihed, mere normale arbejdsuger og mere liv.
Det fik os til – på reelt et par uger – at beslutte at iværksætte afviklingen af reklamebureauet. Og derfor kunne vi en dag indkalde samtlige medarbejdere til et møde, hvor vi meddelte dem, at de var afskediget på nær én. Heldigvis kunne vi sende de fleste af dem direkte videre til den virksomhed, der overtog vores reklamebureauopgaver.
Nu stod vi så med et Concept Interest, der bestod af Charlotte, jeg og én medarbejder – og nu udelukkende fokuseret på arbejdet med online markedsføring for kunder og arbejdet med et af vores andre selskaber – be-delicious ApS – som importerer og distribuerer hårprodukter.
Sådan var så verden for os. Og det gik forrygende. Faktisk oplevede vi, at vores arbejdsmængde faldt ganske betragteligt. Vi indså, hvor meget tid der egentlig gik med at administrere og lede et personale – og tro mig: Det er ikke så lidt endda. Sådan gik der et år næsten, og vores regnskabsår sluttede med det behagelige faktum, at vi havde et nettooverskud en smule større end året før, hvor der var 6-7 mennesker flere ansat. Ikke dårligt!
Vi havde det helt perfekte setup, og så kom bomben! Vores ene medarbejder fortalte os, at hun var gravid. Og ikke bare gravid – hun skulle have tvillinger. Samtidig med glæden på hendes vegne rullede hele mareridtet forbi vores indre: Tidlig barsel grundet tvillinger, derefter maksimal periode barselsorlov efterfulgt af flere år med 2 gange børnenes første og anden sygedag.
Vi sad ved aftensmaden den dag med et glas vin og besluttede, at vi ville flytte til Florida. Mindre kunne ikke gøre det. Vi bestilte næste morgen en 14 dages ferie til Florida for at se på steder at bo, og samme dag indledte vi den lange og omfattende proces at søge om visum til USA. Det var i marts 2009, at vi tog beslutningen, og den 31. oktober 2009 landede vi her i Florida med nogle helt nye mål.
Nå ja – jeg skylder lige at fortælle, at vi i fuld forståelse med den gravide medarbejder afskedigede hende, og at det kunne foregå lovligt, fordi vi fjernede alt personale i Danmark.
Vores nye mål
Da vi ankom her, var det med følgende mål:
At have tid sammen til at købe ind og lave mad i fællesskab hver dag – da det er noget, vi sætter højt
At købe en båd og nyde livet sammen på den
At opdyrke sociale netværk og have tid til venner og de fornøjelser, der følger med
Generelt at arbejde færre timer og få større fleksibilitet i arbejdet
Se – det er jo rigtige mål. Midlerne til at nå disse mål var at strømline forretningen, effektivisere mest muligt, undgå spild af tid og fjerne kunder, der ikke bidrog positivt på bundlinjen. Til det brugte vi primært Paretos Lov, som har sit helt eget kapitel senere i denne bog.
I skrivende stund – efteråret 2011 – har vi til fulde opnået disse mål, og vi har derfor sat nye. Men det er anden historie, du kan få en anden gang.